I rigtig mange år, siden min tidlige barndom som vel er fra 6 til 8 års alderen. Tumlet med tanker og følelsen om at være anderledes end mine jævnaldrende. Tanker jeg først fik sat ord og begreber på som teenager. Et dybfølt ønske om at være født som pige i stedet for som faktum er, et drengebarn. Dette har så været søgt gemt bort og fornægtet. For jeg ville jo også gerne være hvad der forventes af en ung mand og opdraget til. Få en god uddannelse, finde en kone og stifte familie så slægten kunne videreføres.

Det lykkes mig på et tidspunkt i min ungdom at få snakket med mine forældre om mine ønsker og tanker. I det mindste at kunne komme til at ligne en rigtig kvinde i klædedragt, makeup og hår. Det blev mit indtryk at i min "fine" slægts familie var dette ikke noget man talte med andre om og da slet ikke var offentlig med. Jeg blev ved samme lejlighed oplyst om at min far var transvestit og insisterede på at måtte gå omklædt i hjemmet med nedrulle gardiner. Mine oplevelser af min far som "kvinde" kunne ikke forliges med mine tanker om følelsen af at min biologi ikke passede til det køn jeg følte mig som.

Alt denne turbulens med tanker og fornægtelse blev så desværre dulmet i et alkoholmisbrug siden jeg var ca. 15 16 år. I min ungdom fik jeg aldrig en kæreste som de andre, min seksuelle debut som 19 årig, var med en prostitueret i Kenya hvor jeg ved denne oplevelse fandt ud af at den ellers så omtalte og eftertragtede agt ikke sagde mig noget som helst.

Efter en turbulent ungdom med rejser, sigel liv og arbejde finder jeg og forelsker jeg mig i mine børns mor som 30 årig. Vi havde det fint sammen og snakker utrolig godt sammen, det eneste jeg ikke fik fortalt var hvad jeg i min barndom og ungdom tumlede med. Vi fik med hiv og sving, to dejlige børn. Mit skjulte alkohol misbrug bliver ikke mindre, tankerne trænger sig stadig på uanset hvor meget jeg kæmper imod. Nu benytter jeg også enhver lejlighed til at få en kæp i øret ved siden af mit skjulte misbrug hvilket min kone giver op overfor. Vi bliver skilt, jeg kan i dag udmærket forså hende. Ved denne lejlighed springer jeg helt ud af mit indelukke. Min kone hjælper mig utrolig meget men toget er kørt i vores forhold.

Derfor er jeg nu single igen, men er hjulpet til at få styr på mit misbrug og også meget lettet over at få talt ud om mine tanker der har plaget i næste 40 år af mit liv. Jeg får hjælp til at søge oplysninger på Internettet om andre i min situation, et ellers hidtil lukket land for mig.

Fra mine 40 år og op til i dag har mit liv som delvis kvinde udadtil været spændende og lærerigt. Jeg har taget en uddannelse hvor jeg var fuldt ud accepteret som kvinde. Jeg har haft kærester og samlevere som fuldt ud accepterede mig som den jeg er. Hvorfor forholdene gik i stykker er så en helt anden fortælling. I den periode har jeg også søgt om et operativt kønsskifte, men min fortid til grund, blev dette ønske afvist. Dette har jeg accepteret og lever i god harmoni med mig selv, mit job og mine børn samt de dejlige venner jeg gennem tiden som "kvinde" har fået.